Tryghedscirklen er et træningsprogram primært til og for forældre med børn i alderen 0-5 år. Det stammer oprindeligt fra USA hvor 3 psykologer har udviklet programmet gennem de sidste 20 år, Circle of Security(COS).

Programmet er bygget op om letforståelige budskaber og problemstillinger, man som nybagt familie havner i. Ved hjælp af pædagogiske redskaber, lære forældrene, hvordan de fremmer en tryg tilknytning mellem deres barn og dem selv.

Tryghedscirkel-programmet er manualbaseret og er opdelt over 8 kapitler og dermed 8 deltagelses-gange. Hver gang er der et tema, som giver forældrene en grundlæggende forståelse i tilknytningsteori. Det er emner som: følelsesregulering, traumeteori, forældrerollen etc. Til hver session er der et filmatiseret kapitel om eksempelvis barnets udvikling og udfordrende forældre/barn sammenspil. Tanken er at igangsætte refleksioner hos forældrene samt arbejde med forældrenes mentaliseringsevne og der kan være små hjemmeopgaver fra gang til gang, hvor forældrene øver sig i det, de har lært, og komme tilbage til gruppen med eksempler på Tryghedscirkler.   

Grundlæggende handler Tryghedscirklen om at træne forældrene i at få øje på deres barns signaler og tolke og reflektere over styrker og svagheder i forhold til deres tilknytning og samspil med deres barn.